arrow-left-primary Tilbage
Danova deltager i forskningsprojekter

Din eksterne samarbejdspartner og vidensbank

Systemer til overløbsregistrering og identificering af mikroplast i overfladevand og storskala-test af regnmålere. Dette er blot nogle af de eksterne projekter, som vi har taget del i gennem tiden. Vi deler nemlig gerne ud af vores erfaring –  altid til fordel for miljøet.

Med mere end 30-års erfaring i at hjælpe forsyningsbranchen og industrien med at tage kvalificerede og omkostningseffektive beslutninger, har vi gennem årene etableret os som en pålidelig aktør inden for diverse måleprojekter. Vores engagement og vidtspændende ekspertise har gjort os til en foretrukken samarbejdspartner – internt som eksternt. 

I dette indlæg vil vi komme nærmere nogle af de eksterne samarbejder, som vi har deltaget i og deres betydning for projekterne.

Deltagelse i forskningsprojekter

Det er ikke mere end et år siden, at det sidste punktum blev sat i det større udviklingsprojekt “Teknologier til fjernelse af mikroforureninger i regnvandsbetingede udledninger fra veje og kunstgræsbaner”. 

Her har vi i samarbejde med Sweco Danmark A/S, Eurofins Danmark A/S, TECHRAS Miljø ApS, Dansand A/S samt Aarhus Vand A/S og Aarhus kommune udviklet og testet kompakte teknologier til rensning af regnvandsbetingede udledninger samt udviklet overvågningsmetoder til udledningen af mikroforureninger. 

I projektet, der var støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøministeriet, har vi udviklet og testet en sensorenhed til online monitorering, der kan anvendes til first flush-styring til renseteknologier og prøvetagningsenheder.
Begrebet dækker over det første vand, der i forbindelse med en regnhændelse lander på tage, veje, parkeringspladser, mv., hvorefter det løber i kloaksystemet. Fra både overflader og kloakrør samler vandet forureninger op, der er ophobet under en tør periode. Der skabes derved en vandfraktion med høj koncentration af forurenende stoffer. Ved at fokusere på denne first flush-fraktion, kan der opnås relativt høje rensegrader af den totale mængde forurening uden at skulle behandle den totale volumen.

Knowhow og erfaring

Selvom det større MUDP-projekt netop er afsluttet, afholder det os ikke fra at kaste os ud i nye samarbejder.

At vi har et højt engagement i disse projekter giver os nemlig ikke blot mulighed for at bidrage til udviklingen af vandteknologi- og infrastruktur til gavn for klimaet og miljøet, men styrker også vores egen knowhow og erfaring. Gennem samarbejde med blandt andre forskere, ingeniører og andre aktører – både inden for forsyningsbranchen og industrien – er vi også med til at drive innovationen fremad og sikre bedre løsninger inden for målinger.

Derfor er vi også deltagende i to projekter hos Klimatorium i Lemvig, hvor vi blandt andet er med til at teste, om vores egne regnmålere kan give den samme værdi som DMI’s mere avancerede og dyrere målere. Et projekt, der kan få afgørende betydning for en mere regnfuld fremtid, hvor blandt andre kommuner får brug for flere regnmålere til at indsamle data efter større skybrud. 

De næste projekter?

Vi har altid fokus på bæredygtighed og innovation i vores samarbejder – eksterne som interne. Gennem deltagelse i forskningsprojekter og tæt samarbejde med andre aktører i branchen søger vi efter nye måder at optimere måleprojekter på, så de er mere effektive og miljøvenlige til gavn for alle i fremtiden. Fra udvikling af avancerede renseteknologier til implementering af intelligente styringssystemer stræber vi altid efter at levere løsninger, der er præcise og med det bedste udstyr, der ikke kun opfylder behovene i dag, men også fremtidens krav til målinger og indsamling af data.

Læs mere om os her eller kontakt os, hvis du har brug for rådgivning eller en sparringspartner til dit næste projekt!

close-w